Bente 34 år

Familien består af Torben 42 år, Bente 34 år, Hjalte 4 år og på Maja knap 2 år.

Hvad gjorde I, da I fandt ud af, at jeres barn havde astmatisk bronkitis?

Han hostede meget, så vi lånte en spacer af lægen, da vores søn var ca. et halvt år, og da vi kunne mærke, at det hjalp på hosten, så købte vi vores egen. I starten brugte han kun spaceren i forbindelse med sygdom, hvorefter vi kunne trappe ham ud af medicinen.

Da han var halvandet år blev han indlagt på hospitalet med en svær virusbaseret lungebetændelse. Lige siden har vi brugt spaceren morgen og aften.

I sommer havde han knap en måned uden spacer. Vi er netop i dag blevet udskrevet fra sygehuset, hvor han det seneste døgns tid har fået maske på sygehuset.
Vores andet barn er også begyndt at få spacer – så måske det også udvikler sig til astma.

Hvad er den største udfordring ved at have et barn med astmatisk bronkitis?

Det der fylder mest er nok, at vi altid skal have spacer med, hvor end vi tager hen. Men der er også andre udfordringer, som at han begynder at hoste helt vildt, når vi er til gymnastik og så må han have spacer. Han bliver også lettere meget syg af simple forkølelser.

En anden udfordring er selvfølgelig rygning. Vi frabeder os naturligvis alt slags røg – også stearinlys og pejs – hvilket nogle i vores omgivelser har svært ved at acceptere.

Den sidste ting jeg vil nævne er frygten for, at vores dreng skal blive drillet. Vi har bedt pædagogerne om at prøve at give vores søn spacer lidt diskret, men det er desværre ikke altid, det kan lade sig gøre. Jeg er bekymret for, om han kan blive drillet med det, når han bliver lidt større.

Hvilke tanker fylder mest, når man har et barn med astmatisk bronkitis?

Jeg kan godt finde på at bebrejde mig selv, fordi jeg selv har astma, og fordi jeg ikke har kunnet amme mine børn.
Desuden er jeg i tvivl om, om der er noget med indeklimaet eller de materialer vi omgiver os med i hus og legetøj, den mad vi spiser osv., som vi kan gøre bedre.

Vi lufter selvfølgelig altid grundigt ud, sover med astma- og allergivenlige dyner, hovedpuder, latexmadrasser, og vi har lagt gulv i hele huset, og bruger kun Neutral og eddike til maskinvask og Neutral til personlig hygiejne.

Og så tænker jeg da også ofte på, hvordan hans lunger vil klare sig, når han når op på min alder – kan de holde til alt den hosten?

Hvordan påvirker det jeres familieliv?

Det betyder meget sygdom, hvilket igen betyder mange vågne nætter og bekymringer.

Er der nogen forskel på, hvordan du og din partner håndterer at have et barn med astmatisk bronkitis?

Min mand, der ikke har astma, tager nok ikke bekymringerne om hvorfor børnene har astma så meget på sig, som jeg gør.
Fysisk bliver jeg næsten lige så ofte syg af de samme forkølelser som børnene, og ligger derfor selv og hoster om natten i en længere periode, hvilket betyder mindre overskud for mit vedkommende.