Kost og amning

Kan jeg forebygge astma med en bestemt kost? Eller får mit barn færre astmasymptomer, hvis vi undgår særlige fødevarer?

Kostens betydning for sundhed og sygdom er konstant på mediernes dagsorden. Måske har du hørt eller læst i en af de mange populære kostbøger, at astma er en af de sygdomme, man kan spise sig fra. Det er både rigtigt og forkert.

Amning beskytter fx til en vis grad dit barn mod at udvikle astma. Og har dit barn fødevareallergi, kan det fjerne eller mildne astmasymptomerne, hvis barnet undgår de fødevarer, det ikke kan tåle.

Til gengæld er der intet, der tyder på, at bestemte fødevarer, som fx komælk eller hvede, kan give dit barn astma.

Der er altså ingen argumenter for at sætte dit barn på diæt, hvis det ikke har allergi over for fødevarer. Tværtimod er det vigtigt, at dit barn får en sund og varieret kost at vokse på.

Astma og amning

Modermælk er det eneste, som vi ved, kan sænke risikoen for, at dit barn udvikler astmatisk bronkitis eller astma.

Amning nedsætter nemlig risikoen for, at dit barn udvikler både astma/astmatisk bronkitis, mælkeallergi og børneeksem. Det gælder især spædbørn, hvor en eller flere i familien har allergi i forvejen.

Børn fra allergifamilier bør de første fire måneder få modermælk og undgå modermælkserstatninger baseret på komælk og sojabønner.

Allergi kan give astma

Det er vigtigt at understrege, at astma kun er et muligt symptom ved fødevareallergi og ret sjældent optræder som det eneste symptom. 5-7 procent af alle børn udvikler fødevareallergi, som mange vokser fra igen.

Typiske allergireaktioner på fødevarer er kløe og eventuelt hævelser i mund og svælg. Dit barn kan også få symptomer fra øjne, næse, lunger, mave-tarmkanal og hud. Du vil stort set altid opleve, at dit barn har flere symptomer samtidig. 

De mest almindelige fødevareallergier hos børn er:

  • mælk
  • æg
  • jordnødder
  • nødder
  • fisk og skaldyr


Gå altid til lægen, hvis du har mistanke om, at dit barn er overfølsomt over for fødevarer. Det er vigtigt at få en diagnose, så du ved præcis, hvad dit barn ikke kan tåle og kan blive vejledt om barnets kost fremover.

Børn og strenge diæter

Forskellige kostvejledere og populære bøger om kost har de senere år slået på tromme for, at strenge diæter uden blandt andet mælk og gluten kan helbrede eller bedre astma hos børn.

Langt de fleste børn tåler mælk og gluten, og der findes ingen dokumentation for sundhedsgevinster ved at udelukke de to fødevarer  medmindre dit barn har en diagnosticeret mælkeallergi eller cøliaki (overfølsomhed over for gluten).

Vær opmærksom på, at det kræver stor viden om kost at sikre dit barn næring og energi nok uden mælk og gluten. Det er en opgave, der kræver råd fra en klinisk diætist. Samtidigt kan det have sociale konsekvenser for et barn at følge en streng diæt og ikke kunne spise som de andre.

Har du mistanke om, at dit barn har fødevareallergi, er det bedst at gå til lægen og få udredt allergien, så dit barn kan få den fornødne hjælp.

Læs mere:

Fortæl din historie

Del ud af dine erfaringer og hjælp andre pårørende til småbørn med astma. Skriv til os på hg@astma-allergi.dk