I institution med astma

Det kan være svært at aflevere sit astmabarn i andres varetægt fx i vuggestue, børnehave eller dagpleje. For tør du stole på, at pædagogerne kan klare skærene, hvis dit barn pludseligt får det dårligt? Og giver dagplejemoren nu medicinen på den rigtige måde?

Som forældre er det dit ansvar at klæde dit barns omsorgspersoner på til hverdagen med et astmabarn.

Heldigvis er det i de fleste tilfælde ikke så svært. De fleste pædagoger og mange dagplejemødre har haft astmabørn i hænderne før. Men grundig information gør alle parter trygge.

Klæd personalet på

Vær sikker på, at dit barns omsorgspersoner ved:

  • Hvilke symptomer, de skal holde øje med
  • Hvilke stoffer, barnet evt. skal undgå kontakt med – fx irritanter fra stearinlys, os fra bål eller allergener fra fx hund, hvis dit barn har allergi
  • Hvilken medicin, barnet skal have, og hvornår
  • Hvordan de giver medicinen korrekt
  • Hvad de skal gøre, hvis medicinen ikke virker med det samme eller ikke fjerner alle symptomer
  • I hvilke situationer, de skal ringe til dig
  • I hvilke situationer, de skal ringe til en læge
  • I hvilke situationer de skal ringe til 112

Bed også pædagogerne eller dagplejemoderen om at melde tilbage, hver gang, de har givet dit barn akutmedicin. Det giver dig en vigtig pejling på, hvor godt dit barns behandling virker i dagligdagen.

Tag en astmaguide

Vi har lavet en informationsguide til netop dit barns astma.

Du udfylder guiden med de forskellige forhold, som er særlige for dit barn, og så kan du bruge den som udgangspunkt for en snak med institutionen eller dit barns dagplejemor.

Det giver alle parter tryghed, når tingene er på skrift.

Udfyld og print guiden her.

Undgå infektioner

Har du et barn med astma, gælder det så vidt muligt om at styre uden om infektioner.

Smitterisikoen er allerstørst i barnets daginstitution, hvor mange børn hver dag er sammen.

Sådan mindsker du risikoen

  • Lær dit barn at vaske hænder. Helt små børn kan ikke vaske hænder selv – en voksen skal hjælpe til. Brug masser af vand og sæbe, og sørg for at tørre hænderne godt bagefter. Det kan være en god idé at bruge engangs-håndklæder     
  • Lav en 'snotnæse-politik' med de andre forældre i institutionen. Aftal, at I ikke sender halvsløje børn i institutionen, så andre børn bliver smittet. 
  • Gør personalet opmærksom på, at dit barn ikke må sove ude i tåget og fugtigt vejr, hvis det har astmatisk bronkitis.

Sundhedsstyrelsen har lavet en vejledning om hygiejne i institutioner, som personalet i dit barns daginstitution bør tage udgangspunkt i.
 

Fortæl din historie

Del ud af dine erfaringer og hjælp andre pårørende til småbørn med astma. Skriv til os på hg@astma-allergi.dk