Medicin, der forebygger

Steroider/binyrebarkhormoner

Steroider har været brugt til behandling af astma i mange år, og er den mest effektive forebyggende behandling.

Steroider er et hormon som vi danner i vores binyre, helt præcist i barken. Derfor omtales steroid også som binyrebarkhormoner.

Steroider virker ved at dæmpe den betændelseslignende tilstand i luftvejene. Denne tilstand kaldes inflammation. Reaktionen i slimhinden skyldes ikke en infektion med bakterier og virus.

Derfor hjælper antibiotika ikke. Det gør steroider.

Det får hævelsen og irritationen til at falde, og slimhinden bliver mere modstandsdygtig over for det, du ikke kan tåle.

Hvis du er i god forebyggende behandling, har du ikke brug for anfaldsmedicin så tit.

Forebyggende medicin gives ofte som pulverinhalator, men medicinen kan også gives som spray, tabletter, inhalationsvæske eller indsprøjtning.

Hvis du bruger spray, kan det være hensigtsmæssigt at anvende åndingsbeholder.

Inhalationssteroid virker først maksimalt efter 2-4 ugers fast daglig behandling. Derfor er det vigtigt, at du bruger din forebyggende medicin dagligt – også i de perioder, hvor du ikke har symptomer på astma.

Får du forebyggende medicin som inhalationsbehandling, kan den fx hedde Spirocort, Flixotide, Giona eller AeroBec.

Farvekoden på inhalatoren med den forebyggende medicin er brun eller orange/rød.

En tommelfingerregel er:

Hvis du har brug for anfaldsmedicin mere end to gang om ugen eller mere, er din astma ikke under fuld kontrol. Så er det tid til at kontakte din læge med henblik på at få afklaret, om du skal justere din forebyggende behandling.

Anfaldsmedicin taget inden fysisk aktivitet, tæller ikke med i dette regnskab.

Hvor meget forebyggende medicin netop du har behov for, er afhængigt af dine symptomer. Symptomerne afhænger blandt andet af, hvor meget du er udsat for allergener, irritanter og infektioner.

Det er derfor en god idé at have en behandlingsplan, så du ved, hvor meget forebyggende medicin du skal tage fast, samt hvor meget du eventuelt skal øge dosen i mindre gode perioder.

Undgå bivirkninger

Du kan selv være med til at begrænse risikoen for svampeinfektion i munden. Skyl munden eller børst tænder, når du har taget din forebyggende medicin med steroid.

Steroid som tabletbehandling

Tabletbehandling med den forebyggende steroid, kan blive nødvendigt for alle. Det gives som en kort kur i forbindelse med en forværring af din astma.

Længerevarende behandling påvirker hele kroppen og anvendes derfor kun til dem, der har svær astma, hvor symptomerne ellers ikke kan holdes under kontrol.

Disse tabletter kan fx hedde Medrol, Prednisolon eller Prednison.